Udskriv

Generalforsamlingen 2011 - beretning

Skrevet af Mads Christian Jensen on .

Referat_og_beretning_2011Dette er min første årsberetning som formand i OCD-foreningen. Det har været et spændende år i foreningen. I april havde vi møde for vores kontaktpersoner i Vejle, hvor vi udvekslede erfaringer og nye idéer. Det er altid dejligt at møde vores kontaktpersoner og høre, hvad der rører sig i deres område.

I pinsen tog vi til København, hvor vi startede psykologhjælp.nu op med alternativ havfrue på Langeline i 24 timer. Vi gjorde opmærksom på, at vi ikke vil finde os i den ulighed, der er med hensyn til psykologhjælp. Alder skal ikke være den afgørende faktor for, om man skal have hjælp.

Som det er nu, kan 18-38-årige få gratis eller næsten gratis hjælp til behandling af depression, og det udspil, regeringen kom ud med, var at for folk med angst og OCD kunne de 18-27-årige få støtte til psykologhjælp. Nu vil vi gøre opmærksom på, at der skal være lige hjælp, uanset om man er 18 eller 70 år.

Der blev indsamlet underskrifter på Langeline og på hjemmesiden psykologhjælp.nu. I marts i år meldte Bertel Haarder ud, at nu skulle de millioner, der var sat af til personer med angst og OCD bruges. Årsagen til, at det ikke var kommet i gang var, at Dansk Psykolog Forening og regionerne ikke var enige om, hvordan det skulle udføres, men det er de blevet nu. Støtten gælder stadig kun for de 18-27-årige. Det er ikke tilfredsstillende, men bedre end ingenting.

I foråret 2010 startede vi en børne- og ungegruppe op i Århus med god tilslutning. De unge og deres forældre kommer langvejs fra, så der er et behov for grupper for børn og unge også. Vi mødes en lørdag om måneden i Århus, men håber vi kan få startet flere børne- og ungegrupper i andre dele af landet. I november arrangerede vi et foredrag i vores lokaler i København med Sebastian Svane, speciallæge i psykiatri. Der kom rigtig mange, og det var en god aften.

Bestyrelsen tog på weekend i Grenaa for at drøfte fremtiden for OCD-foreningen. Der kom rigtig mange gode og spændende ting op, som vi skal arbejde videre med, så der er noget at gå i gang med i fremtiden.

Vi blev kontaktet af et af vores medlemmer på Langeland, om vi ikke ville være behjælpelige med at starte en lokalgruppe op på Langeland. I november tog Edith Christensen og jeg til Langeland, hvor der var foredrag ved psykolog Søren Bech Sanderhoff. Det var fint besøgt, og der er efterfølgende startet lokalgruppe op på Langeland.

Vi blev i starten af 2011 kontaktet af et medlem i Horsens om opstart af lokalgruppe i Horsens. Der havde vi foredrag i februar ved psykolog Stine Næsted. Der kom rigtig mange og hørte det. Efterfølgende er gruppen kommet godt i gang.

Vi blev også kontaktet af en forælder fra Hillerød, som gerne ville starte en børne- og ungegruppe op i det område. Der var vi i onsdags til et meget flot besøgt foredrag ved psykolog Stine Næsted. Gruppen startede efterfølgende op i maj måned. Vi har nu 12 lokalgrupper rundt omkring i landet. Men vi vil meget gerne lave flere.

Vi valgte i 2010 at undersøge, om der var en mulighed for at få trykt vores blad billigere, og det lykkedes. Vi fandt Lavpris Trykkeriet i Højbjerg, hvilket betyder en stor besparelse. Det var vigtigt for os, at kvaliteten var lige så god som den, vi havde, og det har vi fået. Jeg synes, vores blad bliver bedre og bedre, ikke mindst takket være de mange input, vi får fra vores medlemmer.

Sammen med de to andre foreninger i ODA, har vi nu fået PBS, så det skulle gerne blive nemmere for vores medlemmer at betale kontingent fremover. Desværre har der været lidt problemer med kontingenterne, og det beklager vi meget, men nu skulle det komme til at køre rigtig igen.

Caféen i Købehavn går rigtig godt. Den har nu udvidet med en åbningsdag mere, som er søndag. Der er i ODA søgt om penge til en café i Århus. Vores ønske er, at vi får en café i de større byer.

Vi har også i løbet af året haft selvhjælpsgrupper i København, som bliver kørt af psykologistuderende.

Endvidere har der været travlhed på vores telefonrådgivning i løbet af året.

Af formand for OCD-foreningen Bettina Broni.