Min bror har OCD

Af Maria Slebo Freund

Det var i starten af september år 2002, da jeg fik at vide at min lillebror - Frederik - lider af OCD. Jeg sad og så fjernsyn, da min mor kom hen og fortalte det. Mens hun forklarede mig symptomerne til OCD kunne jeg godt se sammenhængen mellem det og Frederiks opførsel.

Jeg begyndte at læse lidt bøger og artikler om OCD og på den måde fik jeg mere at vide om det. Min lillebrors form for OCD består af, at være bange for bakterier, sin egen afføring, sygdomme. Han vasker derfor meget sine hænder og arme.

I efterårsferien forstod jeg at OCD'en ville begrænse vores muligheder. Vi var inviteret til fødselsdag i Skallerup Klit af min onkel, men Frederik kunne ikke klare det, så vi kom ikke af sted. Jeg havde glædet mig meget og blev derfor meget skuffet.

I modsætning til Frederik og min mor, kan jeg ikke lide at skændes med dem jeg holder af. Derfor tog det hårdt på mig, når jeg blev vækket af min mor og Frederiks skænderier. De handlede stort set altid om OCD og om at få den til at forsvinde.

Vi håbede at Frederik ville få det bedre i starten af december, men det skete ikke. Jeg kan stadig huske julen 2002 som den værste jeg nogensinde har oplevet. Det jeg husker bedst var julefrokosten 1.juledag. Frederik havde det meget dårligt, så mine forældre sad ved ham og trøstede ham. Imens sad min farfar, faster og jeg omkring julebordet og vidste ikke hvad vi skulle sige. Sådan burde julen ikke være.

I januar fik Frederik en hjemmelærer, mine forældre begyndte hos en psykolog og ligeledes gjorde jeg. Når man er i den alder jeg var, er man i gang med at udvikle sig, forandre sig. Jeg gik på det tidspunkt i 8.klasse og som andre teenager har man hverdagsproblemer. Samtidig med at jeg snakkede med psykologen, snakkede jeg med mine venner og andre familiemedlemmer og det hjalp. Jeg stoppede med at gå til psykolog - men nu to år efter fortryder jeg nogle gange, at jeg ikke blev ved lidt længere.

• < Forrige
• Næste >