Meningen med livet, er vi alle blevet alt for forkælede?
Jeg bliver ved med at søge meningen med livet. Jeg kan nemlig ikke se en mening med at leve, uden at der er en mening med livet. For mig at se er det hele bare så død sygt. Alt er en gentagelse af igår. Jeg laver det samme hver dag og hver weekend.
Men er dette ikke bare et symptom af, at vi alle bare er for røv forkælede efter hånden. Nu skal vi have en grund til at leve. Ihvertfald os som ikke er alt for dårligt stillede (på sulte grænsen). Jeg tror ikke at folk i danmark for halvtreds år siden, filosoferede så meget over meningen med livet, som hvordan man overlevede. Det var ikke et spørgsmål om hverdagen var interessant, men derimod bare et must at man fik det hele til at fungere, ellers var alternativet undergang, hvilket det nok også blev for nogen. Depression var der sikkert massere af, men der var ingen anden løsning en at fortsætte. Hvad folk med OCD og angst stillede op. Tja, de blev vel bare indlagt på den lukkede. Vi ved naturligvis og heldigvis bedre nu. Men alligevel er jeg utaknemlig. Jeg tager det som en selvfølge at nogen hjælper mig med mine tvangstanker, at nogen hjælper mig med min uddannelse og nu også at nogen giver mig svaret på meningen med livet. Der er mange svar. Generelt skal jeg være glad for hvad jeg har, eller leve for min datter. Jeg ville opdage hvor meget det betyder hvis det forsvandt. og Ja det ville jeg måske. Men ville det give mig en mening med livet? Jeg elsker min datter og det meste af tiden ville jeg bare ønske at hun havde fået en anden og bedre mor. En som kunne leve kun på grund af hende. Men hun har kun mig og jeg er som jeg er. Jeg ville ønske at jeg var anderledes, jeg ville ønske at jeg var perfekt. Men jeg er og bliver det forkælede lille ubetydelige meneske som jeg er. Giv mig en mening eller... Ja ikke engang et eller har jeg. For mening med døden kan jeg heller ikke se. Og den skræmmer mig desuden bare.
Nå men det var bare lidt tanker her fra.
Besvar med citat