Folketinget Christiansborg 1240 København K
2. juni 2006
Kære medlem af Folketinget
Patientforeningen for pårørende og ramte af angstlidelsen Obsessive Compulsive Disorder (OCD) vil med dette brev til dig som folketingsmedlem gerne give vores opbakning til Danske Regioners nye forslag om behandlingsgaranti for psykiske sygdomme.
OCD-Foreningen i Danmark tæller mere end 1.500 medlemmer, der enten har eller er familie til børn, unge og voksne ramt af tvangstanker eller tvangshandlinger. Det kan være angst for død, smitte eller angst for at skade sig selv eller sine kære, hvis ikke bestemte ritualer udføres. For eksempel tælleritualer, kontrolmønstre eller overdreven rengøring.
Lidelsen kan være stærkt invaliderende, men OCD er ikke en sindssygdom. Derfor oplever ramte deres handlinger og tanker som irrationelle og pinefulde og forsøger at skjule dem for omgivelserne for ikke at blive stemplet som skøre.
Da det har vist sig, at en kombination af kognitiv adfærdsterapi og den antidepressive medicin SSRI har særdeles gavnlig effekt på den overvejende del af mennesker med OCD, håber OCD-Foreningen naturligvis, at Danske Regioners forslag om behandlingsgaranti og privat behandling, hvis offentlige sygehuse ikke kan tilbyde behandling indenfor to måneder, kan realiseres.
Derfor vil vi være mere end taknemmelige, hvis du og dit parti - i fald I er enige i det positive i forslaget - vil arbejde politisk for det.
Nogle steder i landet er der fantastisk gode tilbud til OCD-ramte allerede i dag, men vi oplever behandlingsmulighederne som regionalt skæve. Derudover er der gerne lange ventetider, og OCD-Foreningens medlemmer kan ligesom mange andre heller ikke altid bære den økonomiske udgift, det er, at opsøge en privatpraktiserende psykolog.
Vi vedlægger et eksemplar af vores brev til de kommende kommuner og regioner - og du er velkommen til at kontakte en af os eller læse på vores hjemmeside www.ocd-foreningen.dk, hvis du er interesseret i at vide mere.
På forhånd tak.
Venlig hilsen
Anette Freund, landsformand
OCD-Foreningen
Julius Bloms Gade 17, kld. Tv.
2200 København N


Besvar med citat