(Kopieret herfra).
har grædt det meste af dagen, da det er blevet tydeligt værre hos min datter...
Altså nu bliver jeg involveret.. en del mere.
For eks. finder jeg et hvidt tråd på gulvet og smider det væk.. datteren spørger mig hvad jeg smider væk, om jeg er sikker på, at jeg skulle, og hun skal tjekke.
Jeg hviler mig på mit værelse.. hun kommer og snakke til mig, prøver flere gange at lukke døren, og lade den være åben.. så lukker jeg den, hun kommer igen... døren MÅ åbenbart ikke være lukket.
Det er nyt, at hendes OCD "udvider sig" socialt... på denne måde.
Før var det bare "vil du godt smide det væk for mig, jeg kan ikke."
Hun taler tit om selvmord.. forleden dag bad hun mig om et par sakser, for at klippe noget. Nogen tid senere kom jeg og tjekke... det var ok, hun havde ikke skadet sig selv.
Jeg er bange for at blive ringet op "din datter er kommet til skade."
Værst er det, at hun mærker, hvordan jeg har det..
Jeg er stresset af andre årsager... og det er hårdt...
Hun talte i dag med lægen, skal hos ham igen til næste aftenkonsultation... og vi venter på en plads på Glostrup.. evt. Bispebjerg hvis der er for lang tid på Glostrup, men Glostrup skulle være bedre.
Jeg er ked af det.. hele tiden...
Opdatering den 26.10.06:en tur på psyk. skadestue og det var hårdt.


Besvar med citat
