Hej
Jeg er ny herinde og anonym.
Min mand har endelig fået diagnosen "OCD" selvom vi andre har kendt den længe. I forbindelse med et jobskifte og stress er det gået grassat for ham, og han var ikke længere i stand til at "kontrollere" tankerne.
OCD'en udspiller sig herhjemme som tjecken, tællen, remser og symmetri i tingene. Det kan være alt fra placringen af nøglerne i nøgleskabet, om ovnen er slukket, døren er låst, frynserne på tæppet skal være lige, håndtagene må ikke berøres, vigtige papirer i mapperne tjekkes, tænderne tjekkes, armhuler tjekkes for knuder osv osv osv....Og det sker ikke kun en enkelt gang - det sker MANGE gange dagligt og er kun et udpluk af ritualerne.
Vi har nu fået en søn, og jeg har presset på for at min mand fik noget hjælp. En lille baby skaber jo uorden i systemerne. Men det var så først i forbindelse med jobskiftet at min mand blev klar til at tage imod hjælp. Så jeg håber nu det går den rigtige vej. Jeg har tidligere været ved at pakke mine sager sammen og gå min vej, fordi hans OCD påvirker os andre SÅ meget. Hele vores liv er jo bygget op omkring de ritualer!
Pyha. Nå men hvordan skal vi som pårørende forholde os? Skal vi bare "leve livet" i huset, velvidende at jeg overtræder alle min mands grænser ved at bruge håndtagene, fedte med en masse i køkkenet osv? Eller skal jeg "føje" ham og gøre livet nemmere for ham ved at hjælpe ham med at tjekke nøglerne, tænderne, skabene osv.? Han beder ofte om "bekræftelse" i at alt er ok og jeg tror det giver ham ro. Men det er bare frustrerende hvis man skal bekræfte op til 10 gange i timen...
Vi har en tid sammen hos lægen i næste uge - efter lægens ønske. Hvor er det bare noget fuck nogle gange. Jeg ELSKER min mand, men hvor livet godt nok kompliceret med OCDHan er jo ikke syg, men ufattelig intelligent og ansvarsbevidst og dejlig...


Han er jo ikke syg, men ufattelig intelligent og ansvarsbevidst og dejlig...
Besvar med citat
