Hvor meget skal/må man gøre?

[K1978]

Hej

Jeg er helt ny herinde, også mht. at være pårørende til en med OCD.

I maj dette år kom OCD ind i mit liv, i form af min bror fik konstateret det. Han er i slutningen af tyverne, men har helt sikkert haft det i mange år før min mor/vi blev bekendt med det.

Min bror og jeg taler ikke så meget sammen normalt, derfor er det ekstra svært for mig, for jeg elsker ham og vil gøre alt for han skal få det godt, men han har kun overskud til at se min mor og derfor er det også hende der lukkes mest ind.
Når han har det godt/bedre, så kan vi godt tale sammen og have dybe snakke, og det er jeg rigtig glad for.

Lige nu står vi i et dilemma; min bror skal have ændret nogle forskellige ting, bl.a. så han kan få nogle penge til at leve for, da han ikke kan arbejde eller læse og derved modtage SU. Nogle af tingene ville min mor (og jeg) godt kunne klare for ham, men han skal møde personligt op for at modtage sygedagpenge (mener jeg det hedder?).

Vi ved at man ikke må presse OCD ramte for meget, men alligevel skal man vel også "insistere blidt", og ikke bare lade stå til. Grænsen er svær at finde!

Skal også siges at han p.t. har en mere eller mindre mild depression, så han kan ikke overskue noget, overhovedet. Og medikamenter er han ikke meget for at indtage.

Da det er ved at være kritisk mht. at få en indkomst så han kan betale husleje, så ønsker vi nu et råd til hvad vi kan gøre, for at få ham med på kommunen/jobcentret, uden det bliver ved tvang e.l.

Og er der nogle der har erfaringer med at modtage penge fra det offentlige?
Bliver man jaget ud i arbejde, eller er man "fredet" i en vis tid?
Vi ønsker nemlig ikke at staten/loven presser ham ud i arbejde, som kun vil give en negativ effekt på ham og arbejdsgiver, så længe han har det skidt.

Håber meget på et råd, erfaringer e.l.
Du/I er velkomne til at skrive til mig, og jeg vil også meget gerne tale med en, hvis det er nemmere for dig/Jer.

Go' søndag og tak for dette frivillige initiativ.

Vh.
storesøsteren

[Karen]

Kære storesøsteren

Jeg kender ikke regler ol.

Jeg er ocd og angst-ramt. Jeg ved ikke hvordan din brors ocd kommer til udtryk, eller hvordan han selv føler. Jeg ved bare, at jeg selv har enormt svært ved at tage beslutninger og vælge, at jeg ofte kunne tænke mig at nogle kom og ordnede ting for mig. Ikke sådan bestemte alt muligt men bare kom og sagde "jeg ved du har det svært, så jeg er der for dig" eller "jeg går med dig". Måske din bror ikke kan overskue at gå til dig, fordi han ikke ved, hvad du tænker, eller fordi jeres forhold ikke er så godt altid - men når du skriver - at I kan tale godt sammen - kunne det være, du bare skulle være der, selvom han mmåske virker vred eller lignenede. Jeg ved, at jeg selv kan komme til at virke vred, fordi jeg stresser og ocd-tankerne generer mig. Du skal ikke spørge til hans tanker, men kun snakke om dem, når han selv fortæller. Ocd gør at man ofte kan få tanker, der er ubehagelige, og som man ikke ønsker/mener - derfor kan de være så generende. Jeg vil bare anbefale, at du viser din bror, at du er der, selvom han støder dig væk og ikke vil snakke med dig - du kan sende ham kort med kærlige beskeder, når han ikke vil snakke - og mht. at få ham med til kommunen, så kan det jo være han har brug for at få dig eller din mor til at gå med ham men at han ikke selv kan få sagt til jer at han har det behov.

Gå forsigtigt til værks

[Sofie]

Hej med dig.

Jeg er selv OCD-ramt, og jeg har været gennem et revalideringsforløb.
Dog tog jeg en Hf i den periode, så jeg ved ikke, om man kan få revalidering, hvis man ikke er i gang med noget..

Men det jeg egentlig vil fortælle er, at min mor har været en kæmpe støtte. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle have gjort uden hendes hjælp og støtte.
Hun har hjulpet med at skrive breve, og hun har taget med på kommunen op til flere gange. Hun ved, at der sjældent er overskud fra min side, og det respekterer og accepterer hun, heldigvis.
Er din bror i nogen form for behandling? Ved en psykolog fx? De går jo ind for behandling af depression og OCD uden brug af medicin..

Håber du kan bruge mit indlæg..

Tanker fra Sofie.

[K1978]

Kære Karen

Min bror har også svært ved at tage beslutninger. Han kan ikke overskue noget, og derfor er det sikkert nemmere at vælge alt fra.

Han ved at jeg altid vil være der for ham og jeg elsker ham, men i modsætning til mig, har han aldrig talt med nogle om hvad han føler, og derfor er det ekstra svært for ham at åbne sig op.

Jeg prøver også kun at spørge til hvordan han har det, eller bare fortælle om mine tanker og ting som ikke kræver en tilbagemelding fra ham. Jeg forventer heller ikke at han svarer mig. Jeg ved at han vil svare, hvis han har det godt, og han "har tid".

I starten sendte jeg ham et brev, og det blev han glad for, så det vil jeg fortsætte med, i de perioder hvor han ikke har det godt.

Tak for din tilbagemelding, det er jeg glad for, og jeg har også vist min mor linket til dette forum, så hun også kan følge med. Tak


Vh.
storesøsteren


--------------------------------------------------------


Hej Sofie

Også tak for dit indlæg. Det glæder mig at blive set, for jeg/vi er virkelig på bar bund.

Min bror er i behandling i Søborg, men jeg har en fornemmelse af at vedkomne som han taler med, ikke er den rette. Han havde en rigtig god en de første par gange, men hun stoppede desværre.

Han er som sagt ikke meget for at tage medicin, hvilket jeg godt kan forstå. Derfor håber jeg også at han vil tage med min mor på kommunen. Resten tror jeg godt min mor og/eller jeg kan klare uden hans tilstedeværelse hos diverse instanser.

Vh.
storesøsteren