Besvarelse af spørgsmål nr. S2085, som medlem af Folketinget Lone Møller har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 9. juni 2005.
Spørgsmål S2085:
"Vil ministeren i forlængelse af svar på spørgsmål nr. S 1594 oplyse, hvilke konkrete initiativer der er iværksat for styrkelse af indsatsen for patienter med ikke-psykotiske lidelser – herunder OCD"
Svar:
Som jeg oplyste i mit svar på spørgsmål S 1594, afsatte regeringen og aftaleparterne med psykiatriaftalen for 2003-2006 1. mia. kr. i til udbygning af indsatsen for sindslidende. Et af de særligt prioriterede områder i aftalen er en styrkelse af indsatsen for patienter med ikke-psykotiske lidelser, hvortil lidelsen OCD hører. Der er på den baggrund udmøntet i alt 28 mio. kr. fra pulje C, psykiatriaftalen 2003-2006 til udbygning af indsatsen for denne gruppe patienter.
Nedenfor vises de støttede projekter fordelt på amter:
Københavns Amt: Korttidsbehandling af depressioner, kognitiv gruppeterapi i ambulant regi, bevilget 768.750 kr. Etablering af diagnosespecifikke behandlingstilbud for behandling af angst, fobi, OCD og depression, bevilget 1.081.500 kr. Effektevaluering af psykoterapeutisk behandling ved ikke-psykotiske lidelser, bevilget 1.127.987 kr.
Frederiksborg Amt: Behandlingsprogram for patienter med langvarig invaliderende social fobi, bevilget 2.164.400 kr.
Roskilde Amt: Opkvalificering af indsatsen mod depression, bevilget 1.350.000 kr. Intensivering af indsatsen overfor ikke-psykotiske patienter med kortere ambulante støttende kontakter, bevilget 600.000 kr. Udvikling af specialtilbud til patienter med ikke-psykotiske lidelser, så som personlighedsforstyrrelser, angsttilstande og spiseforstyrrelser, bevilget 1.800.000 kr.
Fyns Amt: Akutteam i voksenpsykiatrien til behandling af bl.a. patienter med alvorlige psykiatriske lidelser af ikke-psykotisk karakter, bevilget 5.739.000 kr.
Vejle Amt: Oprettelse af mobilteam og bemandet skadestue på psykiatrisk afdeling, indsatsen har særligt fokus på personer med ikke-psykotiske lidelser, bevilget 8.400.000 kr.
Ringkøbing Amt: Styrkelse af behandlingen af patienter med angst og personlighedsforstyrrelser, bevilget 3.934.000 kr.
Århus Amt: Psykologisk behandling af ældre deprimerede patienter, bevilget 1.068.000 kr.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen, når den flerårige psykiatriaftale udløber i 2006, foreslå en ny psykiatriaftale fra 2007. I aftalen mellem regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi for 2006 er der mellem parterne enighed om, at der i en ny psykiatriaftale er behov for særligt fokus på de ikke-psykotiske og de retspsykiatriske patienter.
Indenrigs- og sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen.


Besvar med citat