Jeg vælger at sige stop her. Og tænke på begyndelsen til noget nyt, og bedre.
Hej. Jeg er en pige på femten år. Jeg har vidst at jeg lider af OCD, siden jeg var tretten. Det hele begyndte på en meget mærkelig måde, og jeg føler altid at jeg selv har påtaget mig selv sygdommen pågrund af dette:
På daværende tidspunkt var jeg ti år gammel. Jeg stod overfor en vej, jeg var lige kommet hjem overfra min veninde. Jeg var blevet sur på hende, og stod nu overfor to veje. Jeg var på cykel, og kunne vælge at køre hjem vha. højre vej, såvel som venstre vej. Jeg valgte højre, og tænkte: hvis jeg altid vælger højre fra nu af, så vil det gå mig bedre end det går hende. Idag er jeg som sagt femten, og hvis jeg har muligheden for at vælge højre eller venstre, er det stadig altid højre.
Min far er neurologisk overlæge, og tidligere partisan. Jeg har et eller andet sted altid set op til ham. Jeg vil så gerne have høje karakterer i alle fag, og komme ind på gymnasiet med et højt niveau, og derefter universitetet. Det er bare blevet sværere de sidste par år. Jeg forbinder alting med tvangstankerne. Hvis jeg ikke gør nogle specielle ting, et antal af gange, så bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke kan blive noget. Jeg ved at det lyder sindsygt, og jeg har også altid skammet mig over det. Jeg har prøvet at komme af med flere gange, men det er bare for hårdt. Jeg bliver nød til det her, det er første gang jeg snakker om det. Jeg har bare brug for at komme ud med det. Mit tal er 4. Alting skal hænge sammen med 4. Jeg har det allerede skidt fordi at jeg har skrevet 4 to gange. jeg bliver nød til at skrive 4 igen. Sådan, der blev jeg lettet.
- Nu tænker jeg det så igen. Hvorfor gør jeg dog det her?
Som i kan høre, er tallet lige, dvs. hvis man fx. tænder en stikkontakt, så har man trykket på den én gang, dvs. et ullige antal af gange. Hvis man gør det to gange, bliver antallet lige. Det er også sådan det fungere, hvis jeg har haft en rigtig god periode. Her er et eks.:
Jeg har lige været hjemme hos min veninde.
Bagefter køre det hele bare for mig. alt er perfekt! høje karakterer, ros, folk pifter af en på gaden, ens venner og familie bliver ved med at fortælle hvor højt de elsker dig osv.
Pludselig skal man hjem til denne veninde igen. Så får jeg angst. For så vender lykken jo? Dvs. det samme som hvis jeg slukker for denne stikkontakt, så når jeg træder ind i hendes hjem igen. så vil dette brydes. Det kan jeg ikke. Så når jeg har været hjemme hos hende. så planlægger jeg at være sammen med hende tre gange mere. så giver det et lige antal af fire.
Alle mine venner, veninder, min familie og i min omgangskreds kan gå rundt og leve et normalt og lykkeligt liv. Bortset fra mig. Jeg vil så gerne levemit liv igen. Når jeg læser de her historier om at der er nogle der har haft det i fem år tænker jeg at personen må være blevet sindsyg. men nej, det er mig der må være blevet det. for det gik op for mig for et stykke tid siden, at jeg har haft det i over fem år. ét år mere, og det ødelægger mig! Fuldstændig. Jeg vil det bare ikke mere. Jeg føler mig mere og mere svag. Nu sidder jeg med tårende ned af kinderne. 'Hvordan havnede jeg her'?Igennem årene er én ting gået op for mig! Hvis du vil bekæmpe dine tvangstanker, skal du ikke gøre det ved hjælp af en tvangstanke. dvs. i mit tilfælde; 'jeg har altid været typen der er vild med penge, rejser osv. så da jeg var i Grækenland tænkte jeg: hvis jeg går i vandet fire gange, så er tvangstankerne væk.'
Nej, de blev værre! Jeg begyndte nemlig at gøre det samme igen og igen. Jeg har tænkt mig at sige stop her!
Jeg ved at man sikkert kan få medicin imod det, men jeg vil ikke! jeg vil selv! Jeg har taget et valg her, og jeg tror på en god fremtid. Jeg vælger at leve som jeg altid har drømt om, da vi er mennesker, og derfor kun lever én gang! Jeg vil ikke stå og tænke: Jeg har spildt 20 år, af min liv, når jeg fylder halvfems.
Jeg skal.. Nej, ''Vi'' skal tænke: Vi er stærke! Fordi at vi har kunnet leve i det her maridt så længe! Det har gjort os mindst ti gange stærkere. Vi skal bekæmpe det her på én gang! Hvis vi gør det, så er der intet der kan slå os ud! Vi kan godt. Vi skal bare ville det.
Jeg vil, og med disse ord, så vælger jeg at 'leve' mit liv, nu.
Problemformuleringen ved OCD, er bare: Hvad er det vi er bange for, at der vil ske hvis vi gør tingende anderledes end vi plejer?
Besvar med citat
Sv: Jeg vælger at sige stop her. Og tænke på begyndelsen til noget nyt, og bedre.
