OCD'en overtager mit liv

[kamille]

Hvorfor skal det hele være så besværligt? Hvornår ender det helvede jeg lever i? Er der overhoved lys derude?

En masse spørgsmål vælter i hovedet på mig, mens jeg sidder og tårerne triller ned ad kinderne. Det er så hårdt at leve med OCD, som nok de fleste kender til følelsen. Jeg skriver i forummet, fordi jeg synes, at det giver en lettelse at fortælle nogen om hvordan man har det inderst inde, især når man ikke har nogle at snakke med. Selvom jeg går til psykiater, hjælper det ikke engang en smule på OCD'en og dens følger. Psykiateren siger udelukkende, at jeg skal udfordre mig selv. Men hvad nytter det, når jeg ikke kan udholde tanken. Hvordan skal jeg så eksponere?
Jeg bor sammen med mine forældre og søskende. Det er en belastning både for dem og for mit vedkommende. De bliver også dårlige, når de ser hvordan OCD'en fra dag til dag overtager mit liv. På den anden side kan de ikke forstå mine tvangstanker og handlinger. Det gør det hele værre for mig. Især når de konstant skal holde øje med, hvad jeg går rundt og laver og udspørge mig om hvorfor jeg bliver ved med at vaske hænder og udføre ritualerne løbende. Bare jeg dog kunne lade være... Men det kan de ikke forstå.
Jeg prøver så vidt at koncetrere mig om andre ting, blot for at kunne holde en pause. Men pludselig sker der noget, og vupti... så er jeg tilbage i den onde cirkel igen. Jeg læser på en videregående udd. og ønsker i aller højeste grad at gennemføre den. Men jeg ved ikke hvor langt jeg når på denne måde. Jeg har så mange tvangstanker, at jeg ikke orker at tage i skole for at ikke blive udsat for dem. Medicinen hjælper heller ikke.

Nu hvor jeg har beskrevet min OCD, føler jeg, at jeg har det en smule bedre. Der er sikkert nogle som besidder de samme følelser. Og skriv endelig, hvis I har nogle gode råd...

[FrkW]

Det kunne ligeså godt ha´været mig der skrev det du skriver..
Kan virkelig godt følge dig..
Livet er hårdt - og især med OCD!

Jeg går selv i skole, og jeg er også utrolig bange for ikke at fuldføre. Og må nok indrømme at jeg desværre ikke kan på nuværende tidspunkt.
Skal til lægen den 12/3 og snakke om sygemelding og psykolog.

Jeg vasker selv utrolig meget hænder, og mine forældre kan slet ikke sætte sig ind i det - de bliver meget frustrerede, og sure..

Håber det bedste for dig ihvertfald, nu ved jeg ikke hvor gammel du er.

[kamille]

Hej FrkW,
Tak for svaret. Det er rart at vide, at der er andre, som forstår én :)
Jeg er en ung pige på 24 år. Mht. behandling har jeg også kastet mig ud i de fleste, men uden et fremskridt.

Jeg håber også det bedste for dig og krydser fingre...

[FrkW]

Hej Kamille.

Okay, så er vi jo meget jævnaldrende. Jeg er 22. :)

Jeg synes også bare jeg kommer ud for så mange ting lige i øjeblikket hvor jeg ikke ved om jeg skal tænke fornuftigt, eller om der var en reel chance for smitterisiko. Og det er røv irriterende.
Hvor er du fra i landet hvis jeg må spørge? :)
Og tak

[Karen]

jeg føler konstant, jeg har "indvendige" tårer - kan jo ikke gå og græde rigtigt konstant. Føler at jeg gør alting forkert, så jeg udsætter mig for risici konstant - kan ligesom ikke være i mit eget hoved for tiden. Alt vælter for mig og er så uoverskueligt - kunne bare være så rart hvis nogen kunne vække mig af mine tanker og få mig til at falde til ro

[kamille]

Hej,

FrkW, jeg forstår dig udemærket. Jeg er fra københavn. Hvad med dig?

Karen, du kan tro, at du ikke er den eneste. Af og til går det godt, men pludselig går jeg amok med hygiejnen og det hele går ned ad bakke. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig.

[FrkW]

Kamille, jeg er fra Odense. :)

Det er dejligt, selvom det er enormt trist jo - at høre fra folk der har det lige som mig. Så føler man sig ikke så alene, selvom man tit godt kan føle sådan.