Skal jeg fortælle det!??

[Sommer2005]

Så nu jeg jo kommet i lidt krise.. vil høre DIN mening og evt erfaring...

Starter på en ny udannelse, og er vildt glad... men skal jeg fortælle mine medstuderende om det!?

åh gud.. den er så svær...


HVad syntes du!??

:?

[løven]

Hej Cruz

Nu ved jeg jo ikke hvor slemt din OCD og angst er?? Men hvis du kan fungere normalt sammen med dine medstuderende, så syntes jeg ikke du skal fortælle om det. Men evt. kun fortælle det til nye venner/venninder.. men dette er jo kun min mening ;-)

Knus
Jesper

[Sommer2005]

:mrgreen:

Jamen det jo lige det!

Altså JEG fungere jo PERFEKT efter min mening, men så igen jeg får medicin og går til psykolog ..

Ved det ikke, det sku svært.... :?

Men har nu gang på gang hørt, vent! Se dem an, og så beslut dig!

Så nu må vi se, men tak for din mening, det betyder meget.

:)

[ida]

hmm jeg plejer altid at fortælle folk det med det samme, mere for at få ro i min sjæl.
så har de måske en forståelse for det hvis der kommer dårligere perioder. og med hensyn til venskaber kan jeg se hvordan folk reagerer! nogen vil tage aftstand, andre vil være forstående!
men en helt anden ting er så, at folk ikke kan få ondt i røven de ved det med det samme, og derfor ved de hvilken person jeg er, og når de nu ved det, ved de også hvad de går ind til *G* hvis du forstår :shock: det er lidt svært at forklare!

min erfaring er ved at jeg fortæller det med samme er at folk bliver "lettet" og ved hvad jeg fejler, og derfor kan de selv bestemme om det er noget de vil have ind i deres "liv"

men så skal jeg heller ikke gå og bruge yderligere energi på at tænke på hvordan jeg skal fortælle det på et tidspunkt, eller hvordan folk vil reagere!

[Sommer2005]

:mrgreen: Ida klog som altid!! :mrgreen:

Du har helt ret. Mener bestemt også at vedkommen selv have lov til at bestemme om de vil have os tosser ind i deres liv eller ej.

For det meste af tiden er vi jo lige til, men nogle gange... :? ...så kræver det sku lidt at være vores ven.. :wink:

Forstår dig udmærket..

NB! hils de 12 :P

[ida]

hehehehehe :oops:

ja det er jo lige det? og det er altså nemmere for dem at forstår hvis nu der er en dårlig periode, og man måske er sygemeldt? hvis de ikke ved det spørger de ind til en og undrer sig og synes det er mærkeligt (men ved godt at man skal være ligeglad men det er jeg personligt ikke )



p.s skulle hilse igen *G*

[Sommer2005]

Jeg er bestemt heller ikke ligelglad :shock:

Selvom alle siger, DET SKAL DU BARE VÆRE!!! :twisted:

Så er man det bare ikke, :? lidt lige som jeg ved godt "mor" ikke falder død om hvis jeg krøller servietten, jeg tør bare ikke gøre det alligevel...

:mrgreen: im NOT mental, WE think.. :mrgreen:

[STAR]

Hej Cruz

Jeg har valgt ikke at stemme, fordi jeg mener det er en kompleks affære. Jeg har tænkt over hvordan det ville tage sig ud, hvis jeg fortalte min klasse på gymnasiet om min OCD. For mit vedkommenede er det ikke en mulighed. De fleste af pigerne i klassen synes en dreng i klassen var vildt mærkelig bare fordi han havde skulderlangt hår!! Ham og hans ven er begge droppet ud efter meget fravær og hver gang pigerne ser den mindste chance for at nævne deres navne så de kan bagtale dem på den mest sarkastiske manér, så bliver chancen grebet med skarpe klør. Hvis de vidste, jeg havde OCD kunne, de få alverdens ondsindede ord ud af det, så jeg holder min mund med min OCD! Jeg ville ønske at mine klassekammerater var sådan nogle tolerante mennesker, at jeg bare kunne begynde at overveje at fortælle dem om min OCD. Du er heldig med at have nogle medstuderende der virker tolerante nok til at du vil overveje at fortælle dem om din OCD. (Helt ærligt hvor tolerant skal man også være for at acceptere en med OCD? Det er vel en del af livet at folk er forskellige!!!) Jeg synes det kommer an på din personlighed og graden af din OCD, om du skal fortælle dine medstuderende om din OCD. Hvis du har en udadgående personlighed, har det bedst med at lægge kortene på bordet og ikke går helt ned, hvis nogen eventuelt er meget negative over for at du har OCD og din OCD er meget tydelig for omgivelserne, fordi den er svær at skjule, så synes jeg du skulle fortælle det. Jeg kan godt skjule min OCD oppe i skolen og er meget tilbageholdene med hensyn til at tale med folk om det. Derfor ville jeg nok ikke sige noget om min OCD, lige meget hvor søde og tolerante mine klassekammerater måtte være. Bare at skrive med nogen om det på denne side er et stort skrit for mig. Men igen det kan satme også gøre livet lettere på nogle punkter, hvis man bare siger det som det er. Jeg skal foreksempel på hyttetur med min klasse om kort tid og er hunderæd for at nogen ber mig om at gå hen og tage et eller andet henne ved ovnen eller noget lignende. Jeg er angst for hvad jeg kan forårsage med en ovn. Nå, men kort og godt: Hvis du har det på samme måde som mig, med hensyn til at fortælle om din OCD til andre mennesker, så lad være. Hvis du derimod er mere åben omkring det og tilmed har svært ved at skjule det for omverdene så fortæl dem om det. Du kan også vælge middelvejen, hvor du kun fortæller det til dem som er tættest på dig. Hvis de ikke acceptere det, er de ikke dit venskab værd. Det er ret sejt og sjovt at du har sat en afstemning op omkring det. Prøv at lade være med at tænke alt for meget over det, selvom det er svært. Jo mere jeg tænker over det med min klasse og med hytteturen jo værre ser det ud.

Ønsker dig alt godt-Tag dem med storm på den ene eller den anden måde! (Det lyder som om du går på universitetet eller noget lignende. Der er de forhåbenlige meget mere modne end den gang intolerante piger, jeg går i klasse med)
Hvis du vil fortælle om det og føler at du udlevere dig, selv kan du eventuelt se det som en slags undersøgelse eller projekt. Hvordan reagerer folk på OCD? Hvor mange accepterer det? Hvor mange gør ikke? O.S.V Måske en lidt eksperimenterende ingang til det, men det handler bare om at få fokus væk fra hvad de andre tænker om dig. Vær mere interesserede i hvad du tænker om dem. Er de søde og rare? Har du lyst til at være sammen med dem? Hvis ikke kan det jo være ligegyldigt, hvad de tænker. Du kan også prøve at "tage temperaturen" blandt dine medstuderende. Er der lagt op til at fortælle noget om sig selv? Er der en tolerant affære iblandt jer?

HELD OG LYKKE!

De bedste hilsner fra STAR

[mig26]

Mit bud ville så absolut være at fortælle dem det - ikke som sådan "Stand up i klassen"., men dem du taler med / venner, så fortæl dem det i en privat stund eller lav sjov med det. Jeg gør altid grin med mit, ved at joke med det
"Nej, jeg HAR jo sagt at jeg ikke kan sejle med vandbusserne, de krydser jo de hemmelige linier". Eller fortælle om at man har glemt sin sølvpapirshat, så nu kan rumvæsener høre hvad man tænker!

Nåmen, af flere grunde skal du fortælle om det:
For det første for at lette dig selv for at "skjule" noget - du slipper bedst af med din OCD ved SELV at ville det, ikke ved at skjule det.

For det andet - og her kommer vi også ind på det med pigerne som "driller" en med langt hår:
Man bliver drillet, moppet eller lign. TYPISK hvis man ikke tager til genmæle - Derfor er det vigtigt at sige ligeud til sådanne typer.

F. eks. med OCD i en gymnasieklasse: Sæt dig ned og sig til pigerne "Hør her, jeg har det sådan og sådan og det er sq noget lort. Særligt fordi jeg pga. JERES opførsel tidligere ikke har ville tale om det. Så vil bede Jer om at tage det her fornuftigt".

For det ENESTE de herefter vil få ud af at "moppe/drille" er virkeligt at udstille dem selv som dumme kællinger. Hvorimod det er MEGET let at drille en, som UDEN at fortælle hvofor nikker med hovedet, spiser med handsker på ell. lign.

Mvh.

[Carohh]

Der er ikke nogen, der siger du skal fortælle det!!!
jeg spiser også medicin og har gjort det i mange år. Jeg siger det nogle gange til nye bekendtskaber, hvis snakken falder på det. men for det meste holder jeg tæt. Når folk får det at vide, er de ved at falde ned af stolen 'jamen du er altid så glad svarer de'. og ja jeg er glad! men det har ikke noget med medicinen at gøre, medicinen gør mig normal, uden er jeg ikke mig selv! det er dette jeg er mest bekymret for når jeg fortæller det.
men synes du skal prøve at føle med dig selv, om du synes, de skal vide det. det er helt din egen beslutning og du skylder ikke nogen at sige det til dem!
hvis det giver dig mavekneb ved tanken om at de skal vide det, skal du ikke sige det. Man kan godt lære en person rigtig godt at kende uden at kende samtlige skeletter i skabet!
pøj pøj