Min historie

[visually35]

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg, men jeg føler et behov for at fortælle min (lange) historie i dette forum, da jeg for nylig har fundet ud af, at mine tilbagevendende mentale dæmoner måske skyldes OCD. Jeg tror, at jeg har behov for at få noget feedback på min situation og mine oplevelser.

Som barn havde jeg forbigående tvangshandlinger såsom at skulle ryste på hovedet et bestemt antal gange, indtil det føles rigtig, blinke et bestemt antal gange med øjnene, rømme mig på en bestemt måde osv. Jeg husker umiddelbart ikke, at disse tvangshandlinger var knyttet direkte til tvangstanker eller voldsom angst. Jeg havde dog en kraftig angst for, at jeg engang skulle dø, og det blev næsten en tvangstanke. Jeg gik rundt i lang tid og var utrolig nedtrykt og kunne ikke tænke på andet. Derudover havde jeg også tanker om, at jeg måske var alvorlig syg med kræft osv.

I min ungdom havde jeg tvangshandlinger i forhold til, at ting skulle ligge på en bestemt måde på mit værelse ellers fik jeg dårlig samvittighed. Måske hjalp disse handlinger med til at holde barndommens døds- og sygdomsangst på plads...?

Mine tvangstanker kulminerede i et sandt helvede i eksamensperioden op til min studentereksamen i 1994. Jeg havde indtil da haft en periode med noget, der lignede en depression pga. min homoseksualitet. En kraftig følelse af at være "forkert" og unaturlig plagede mig konstant.

Spekulationerne og tristheden trådte dog i baggrunden pga. lektier og pensumlæsning i 3.g. Tilgengæld begyndte jeg at få nogle skræmmende tanker om at gøre grimme ting ved min venner og bekendte. Når jeg snakkede med en af mine venner, så kom der pludselig tanker som "hvad nu, hvis jeg kunne finde på at stikke en nål i øjet på ham?" efterfulgt af en kraftig angst og en blanding af skam over at tænke sådan og panik over ikke at kunne få tanken til at gå væk. Et måneds tid før eksamen fik min søster en lille pige, og tvangstankerne tog nu form af angst for at gøre seksuelle ting ved min lille niece. Det var et helvede, tanken hjemsøgte mig konstant ,og jo mere jeg forsøgte at få den væk, jo kraftigere blev den. Jeg var rædselsslagen for at være sammen med min niece, for tænk nu hvis jeg kunne finde på noget. Noget af det værste var en nagende følelse af, at tankerne jo kom fra mig selv, så det måtte jo være noget jeg have kraftig lyst til, men bare ikke ville indrømme. Min eksamenslæsning og nervøsiteten over eksamener osv. druknede nærmest i angsten over tvangstankernes indhold. Al læsning foregik med tilbagevendende angstanfald og deraf følgende skam og uvirkelighedfornemmelse. Når jeg forsøgte at rationalisere mig ud af tankerne, så blev enhver indsats ødelagt af "hvad-nu-hvis tvivlen". Pludselig voksede alle beviser på, at jeg nok var pædofil, og jeg var ude af stand til at vurdere tankerne realistisk - totalt i tankernes vold.

Efter gymnasiet fik jeg arbejde som pædagogmedhjælper, hvilket selvsagt betød, at jeg var sammen med børn det meste af dagen. Det fik tilsyneladende tvangstankerne om pædofiliangst til at give op, da de indså, at jeg jo ikke ville kunne passe børn problemfrit, hvis jeg var pædofil. Tvangstanken begyndte i stedet at bilde mig ind, at jeg nok i virkeligheden var født som kvinde og aldrig ville blive lykkelig, hvis jeg ikke fik en kønsskifteoperation(?!) Når jeg forestillede mig selv som kvinde føltes det næsten bedre, og igen begyndte alle "beviserne" at dukke op for at understøtte tvangstanken. Herefter fulgte en angst for at sove (tro det eller ej), tanken om at skulle sættes ud af kontrol var dybt skræmmende ligesom tanken om at skulle i narkose under en operation var ubærlig.

Jeg lærte med tiden at leve med mine skiftende sære tvangstanker og få min indre angst og utryghed lidt i baggrunden.

Tankerne vendte dog tilbage med fuld styrke efter min første seksuelle oplevelse, hvor jeg efterfølgende var 100% sikker på, at jeg var blevet smittet med HIV, selvom jeg ikke havde udsat mig for en risiko. Herefter fulgte endeløse spekulationer, indbildte symptomer og opkald til AIDS-info for at få forsikringer om, at jeg ikke var blevet smittet, hvilket jeg fik i lange baner, men det bed selvfølgelig ikke på tvangstanken, der stædigt blev ved at så tvivl i min hjerne. Denne "automatik" stod på, hver gang jeg havde sex og en obligatorisk HIV-test fik næsten karakter af en rituel renselsesproces: Sex = HIV, tvangstanker = straf og negativ HIV-test = renselse.

Dette ritual samt tvangstanken forsvandt dog, da jeg kom i fast forhold, og tvangstanken kastede sig nu over den idé, at jeg nok i virkeligheden var heteroseksuel og burde gennemgå diverse behandlingsmetoder for ikke at komme i helvede og blive udsat for evig lidelse. Det skal i den sammenhæng nævnes, at jeg ikke er specielt religiøs, så tanken var helt ny for mig, men ligeså intens, skræmmende og overbevisende som alle de tidligere tvangstanker. Derefter har det været forskellige sære ting, tvangstanken har kastet sig over. Tankerne slår af og til ned, hvis der er et eller andet, der tricker dem, og de kan stadig gøre mig i tvivl om alt muligt - det er dog gerne seksuelle emner, tankerne ynder at gøre mig i tvivl om. Jeg har anvendt tankestop, hvor jeg simpelthen siger "stop" inde i mit hovede hver gang en tvangstanke angriber, og det fjerner på sigt tanken. Den ligger dog stadig og lurer i baghovedet og kan sagtens få fat igen, hvis jeg ikke holder den i skak.

Jeg plages således ikke permanent af altopslugende tvangstanker, men forskellige tvangshandlinger er blevet en indarbejdet del af mit tanke og handlingsmønster og er således integreret næsten usynligt ind i mange af mine daglige gøremål. Af og til er det noget med at skulle tænke fremad på en bestemt måde eller få bestemte tanker eller sætninger til at fylde en vis mængde tid i mit hoved, mens jeg udfører en bestemt handling f.eks tandbørstning. Det kan også være at gå med bestemte skridt, bestemt antal skridt osv. Når jeg læser, så genlæser jeg ofte en sætning eller hele afsnittet igen og igen, indtil jeg er helt sikker på, at jeg har forstået indholdet 100%, og det føles rigtig at gå videre. Der er også åbenlyse tvangshandlinger såsom at rede seng hver dag og lægge sengetæppe og tilhørende puder på en bestemt måde for at kunne fortsætte min dag med god samvittighed.

Min overvejelse går nu på, om mine tvangshandlinger som begrænser mig temmelig meget i forhold til mit arbejde og min adfærd i virkeligheden holder en masse tvangstanker væk, som jeg i virkeligheden burde lære ikke at være bange for... Min hidtidige tilgang til problemet har været psykoanalytisk, da jeg mente, at der måtte være et dybereliggende problem, der var skyld i tvangstankerne og de deraf følgende tvangshandlinger. Jeg var i 1998 gentagne gange hos en psykiater, der mente, at der måtte stikke noget under.

Hvad tænker I? Har jeg OCD eller tyder det på en eller anden indre konflikt, der skal løses, skal jeg søge behandling eller bør jeg forsøge selvhjælp?

[Mads]

Hej visually35
Tvangstanker har det med at indeholde alt godt fra rædselskabinettet, fx pædofile tanker, skade andre, HIV etc... og som du rigtig beskriver det, neutraliserer man tankerne ved at udføre tvangshandlinger. På et tidspunkt bliver handlingerne og mønstrene så omfattende at ingen kan overskue det og ender med at sidde derhjemme.
Jeg vil foreslå at du finder en behandler, der kan undersøge dig nærmere for om det er OCD. Du kan ringe til OCD-foreningen, der kan hjælpe dig med at finde en behandler i dit lokalområde.

mvh mads

[Nolu]

Lyder klart som OCD. Ærgerligt at du har spildt så meget tid. At det skulle stikke dybere... end hvad???? Tanker er tilfældige og kan ikke styres, du blir trist og dep. af tankernes indhold fordi du tror de siger noget om dig som person. Men tanker er bare tanker, og de har ikke noget med dig at gøre. Prøv at tænke på hvor tilfældigt du tænker omkring andre ting i tilværelse, det undre du dig ikke over vel? Nej fordi de vækker ikke tvivl/angst du er ligeglad med deres indhold og du er hurtigt videre i din tankestrøm.
Læs bogen om tvangstanker, jeg kan ikke lige huske forfatteren, men der er mange som foreslår den herinde.

[xanjax]

Jeg kender alt for godt til det du har været igennem, pånær lige det med din homoseksualitet... har også haft tankerne omkring at gøre andre ondt, om jeg var pædadofil, taget min temperatur flere gange dagligt, bange for at have fået kræft eller hiv bare ved at hører om det i fjernsynet osv og tjekker dør og stiktkontakter flere gange inden jeg går i seng, for at der ikke skal ske noget.
Har selv haft en depression som forstærkede alle tankerne.... det er det rene mareridt, men man bliver bare nød til at kæmpe.. Jeg har fundet ud af at hvis jeg bliver ved med at undgå situationer der kan sætte tankerne igang, bliver det bare værre... Så siger nej til mig selv hver gang tankerne banker på.. eller lægger dem til side for noget mere positivt.. for selvfølgelig kunne jeg ikke finde på så noget og jeg vil ikke lukke livet ude på grund af det...

[visually35]

Tak for de gode svar. Det er rart at få feedback og høre, at der er nogle, der kender til de ting, der sker inde i hovedet på een. Nolu: Det er rigtigt, at man er tilbøjelig til at tage tankerne til sig og flytte dem op på identitetsplan, hvor de ikke hører hjemme - måske pga. usikkerhed eller lignende. Som du også er inde på, så er der jo forskel på tanker og handling, så man skal nok bare acceptere tankestrømmen uden at bilde sig alle mulige ting ind.

Xanjax: Du laver altså et "tankestop", hver gang tankerne melder sig? Hvordan med tvangshandlingerne, er de så også holdt op? Jeg praktiserer selv en metode med at sige "stop" inde i mit hovede, når en tanke bider sig fast, men når tanken så endelig giver op, så kommer tvangshandlingerne i stedet for at holde tanken væk.

Jeg har læst følgende bøger:
Kognitiv behandling af angst og panik af Esben Hougaard
Tvangstanker og tvangshandlinger af Padmal de Silva og Stanley Rachman
Fri for angst med kognitive metoder af Henrik Tingleff og Maja Schou

Det er rammende og interessant læsning, der passer rigtig godt på mange punkter. Jeg har også udført nogle af de test, der er i bøgerne, og de peger klart i retning af OCD.

Jeg har besluttet at følge Mads´råd og kontakte OCD-foreningen, så de kan hjælpe mig med at finde en behandler i mit lokalområde - jeg kan ikke komme længere på egen hånd.

[Nolu]

Ja, det jeg mener er at dine tanker ikke har noget med dig at køre som person, men det er det du tror, det er det som er udtryk for tvangstanker. Du kan i princippet tænke hvad som helst, og du er ligeglad. Men hvis dine tanker "rammer" et sted du er sårbar stopper du op og spørger dig selv hvad siger denne tanke om mig som person. Men hvad nu hvis tanken bare kommer af sig selv.
Så bruger du en masse tid på at rumle over hvad denne tanke siger om dig, men den kommer af sig selv (tvangstanke). Du kan øve dig i at "se" hvad som er tvangstanker. Og så kan du øve dig i at slippe den når du hænger fast i den.
Du kan bruge nogle sætninger som:
Denne tanke er ikke nyttig ligenu, jeg venter med at tænke på det til senere.
Jeg vil ikke hænge fast, jeg er klar til at komme videre.
Det er i orden at have denne tænke ligenu, det siger ikke noget om mig.
Jeg vil træne i at give slip på tanken, det er godt for mig at træne.

[xanjax]

ja man kan godt kalde det et tankestop.. jeg har ikke rigtig tvangshandlinger mere, ved ikke om det er fordi jeg siger stop. kan få dem hvis det ikke lykkes mig at jage tankerne væk ordentligt. Så går jeg nogengange væk fra det sted de kom. Det er bare farligt at lade det overtage en, så jeg bliver for det meste i situationen der udløste det.
Førhen undgik jeg alt der udløste det, og følte mig på det tidspunkt rigtig begrænset og fanget.

Synes det er en god ide at finde en behandler i dit område, håber du får det bedre

[lnt]

Det er første gang jeg skriver herinde. Jeg må sige, at jeg kan identificere mig rigtig meget med de tanker om pædofili. Jeg er 18 år, og har lidt af tvangstanker i et år nu. Det startede efter afslutningen af mit efterskole ophold, som betød uendeligt meget for mig. Det var bare som om jeg gik fuldstændig i sort - og så fik jeg tvangstanker. Først troede jeg, at jeg var sindssyg - alt jeg gjorde var ikke rigtigt - som der også er andre der har skrevet herinde, var jeg panikken og hvis jeg lå ned ville jeg sidde op og omvendt. Jeg fik utallige angstanfald, og måtte akut rejse hjem fra sommerferien i Frankrig fordi mine forældre overbeviste mig om at snakke med en psykolog. De var meget støttende, skal det sige her. Men mht. tankerne - i starten var det at jeg var bange for at skade min familie - det var tanker der indeholdt knive, og jeg var så bange at jeg ikke kunne sove. Jeg havde det rigtig skidt, og der var ikke rigtigt noget der kunne få mig til at tænke på andet. Tankerne kulminerede, og fortsatte i en ond cirkel. Jeg var overbevist om at jeg var sindssyg. Jeg var bange for at være i nærheden af nogen - og specielt børn. Fordi, på en eller anden måde, kom mine tanker pludselig ind på at skade børn. Så gik det først rigtig galt for mig, for jeg er og har altid været rigtig glad for børn, og kunne aldrig drømme om at gøre nogen skade.

Men mine tanker synes at styre mig. Jeg forestillede mig de værste ting, jeg slet ikke kan beskrive. Det var blandt andet afstraffelse af babyer og helt små børn. Først var det også med knive, men blev pludselig til noget af mere seksuel art. Jeg var virkelig bange for at være pædofil, for ligesom med din historie, troede jeg, at hvis jeg tænkte tanken måtte det jo betyde at det var noget jeg havde lyst til. Det var simpelthen et mareridt og det har ødelagt rigtig meget af mit år som 17-årig. Men jeg kom som sagt til psykolog, og egentlig vil jeg ikke påstå at det har hjulpet overdrevet meget, næ, det er nok mere pillerne. (Bare det at jeg skulle tage piller mod OCD fik mig til at blive deprimeret). Jeg fik sådan nogle angstanfald at jeg bad mine forældre fjerne knivene fra køkkenet fordi jeg var så bange! Min mor måtte sove inde hos mig hver nat, for ellers kunne jeg ikke falde i søvn. Der skulle være lys tændt, og gerne også fjernsynet - jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at tænke på noget andet. Og alligevel var det tankerne der styrede det hele. Jeg forstillede mig, da jeg på et tidspunkt var i biffen, hvordan jeg lagde planer for hvad jeg ville gøre om aftenen ved nogle børn jeg engang havde passet - jeg blev så bange og ked af det, at jeg faktisk ikke havde lyst til at leve mere. Det har jeg ikke fortalt nogen - men det er sandheden. Jeg begyndte også, når jeg så nogle børn, at 'føle' hvordan min hjerne fortalte at jeg skulle blive 'liderlig' ved tanken. (Ej, jeg har det virkelig forfærdeligt, og svært ved at skrive det her :'( ) Det er nok det værste - at jeg tror jeg har lyst :( men der er ikke rigtig noget jeg kan gøre ved det. Jeg er bare så bange for at komme til at gøre det - hvad nu hvis?

Det blev bedre efterhånden som jeg tog medicinen i et stykke tid, og jeg startede i gymnasiet. Med alle de lektier og andet der er at tænke på dér, kom alting lidt i baggrunden. Jeg lider slet ikke ligeså meget af tvangstanker idag, men det ville være løgn at sige de er gået væk. Jeg føler ikke jeg kan snakke med nogen om det - jeg kan ikke se hvordan de skulle forstå det. Jeg har dog fortalt min bedste veninde om det, og hun har da også hjulpet mig meget. Men jeg vil meget gerne snakke/skrive med personer der har noget der ligner min situation. Jeg vil sige, at efter omstændighederne lever jeg et 'normalt' og godt liv - men tankerne har og vil nok desværre altid være i mit baghovede, selvom jeg inderst inde godt ved at jeg aldrig ville gøre det. For jer, som lider af OCD, ved hvor svært det kan være at overbevise sig selv - når tankerne fortæller noget andet.

Waw, det blev en lang smøre - men jeg ville egentlig også bare sige, at jeg har de samme problemer med hensyn til tanker om at jeg kunne være pædofil.. og det er mit værste mareridt.

[Sille30]

Hold da op, hvor kan jeg nikke genkendende til meget af det her.....! Og jeg hæftede mig rigtig meget ved Mads' kommentar om, at det jo er alt godt fra Rædselskabinettet, som bliver hevet frem ved OCD. Det er jo liiiige det! Man går jo ikke og er bange for, man skal vinde 10.000.000 kr. i lotto?.... Og tænker, at det siger noget om en som person...at man er et dårligt menneske?!

Jeg er selv en ung kvinde på 30 år. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg nok lidt af OCD....det har bare taget mig 29 år at indse det.
Som barn var jeg meget meget bekymret. Jeg kan huske helt tilbage fra jeg var en 5-6 år, hvor jeg ikke turde sove, for hvad hvis nu jeg døde i min søvn? Jeg var også bange for at mine forældre skulle dø....eller at jeg var alvorligt syg. Og det var ikke bare almindelige små tanker.... de opslugte mig!

Mine tanker medførte små tvangshandlinger, som jeg sørgede for at skjule godt. Jeg skule f.eks. gå over og røre en bestemt ting, kigge et bestemt antal gange under sengen osv.

Jeg ved ikke, hvornår mine tvangshandlinger stoppede...men jeg tror, at jeg i takt med mit voksne liv har været nødt til at skjule min OCD bedre, altså at beholde den inde i mit hoved. Jeg har således ikke nogle fysiske ritualer i dag....bortset fra jeg nogle gange lige checker en ekstra gang, at ovn og strygejern er slukket!

Mine tvangstanker har drejet sig om mange ting. Da jeg var yngre var jeg meget bange for at blive syg, når jeg var til komsammen eller fest - for så ville jeg ødelægge hele stemningen for de andre. Og 10 ud af 10 gange blev jeg rent faktisk rigtig syg! Tankens magt...!
Senere drejede det sig om bakterier i mad - især når jeg befandt mig i udlandet.

De sidste 7 år har tankerne drejet sig om det samme. Nogle er trukket i baggrunden i perioder, for at blive afløst af andre. Nogle dage er det værre end andre dage....det taget jo selvsagt på humøret. Men generelt er jeg den livsglade pige, som laver fis med mangt og meget. Dem som ikke kender mig tæt på f.eks. arbejdet, ville ALDRIG tro på, jeg lider af OCD.

De tanker jeg især døjer med er:
1) Jeg får sådan en mærkelig fornemmelse i underlivet, når jeg ser børn. Straks tror jeg, at jeg er pædofil.
2) Jeg er bange for at dreje over i en modkørende bil på vejen eller at hoppe ud foran et tog. Så tror jeg, at det fortæller noget om mig....at jeg har et dødsønske. Selvom det strider mod min logik. For jeg har aldrig ønsket at dø...jeg er tværtimod bange for at dø
3) Overdreven tvivl om mit parforhold. Jeg hviler ikke i mig selv og min beslutning.

2'eren er stort set den eneste dominerede lige nu...men det er også slemt nok at gå rundt og frygte, man skal dø :OS



Beklager det lange indlæg....jeg fik sådan lyst til at fortælle min historie, og jeg er taknemlig over at få lov at læse jeres :)

[Nolu]

Hej Sille

Har du fået købt bogen "Tvangstanker"??

Mvh.

Nolu