Lider jeg af OCD?

[xanjax]

Hej jeg er en pige på snart 21 år.. lige siden jeg var i 10-11 års alderen har jeg haft ubehagelige tanker om at ville gøre andre ondt, især de mennesker som jeg holder allermest af. Det der sker er at jeg får billeder i hovedet af at jeg gør andre ondt. Det er rigtig rigtig ubehageligt og er ret sikker på at de er noget af grunden til de depressioner jeg har haft. Jeg har ikke rutiner jeg udfører i forbindelse med tankerne, men jeg bliver helt klart mere afvisende, især overfor kæresten som jeg idag bor sammen med.
Inderst inde ved jeg at jeg aldrig kunne finde på at gøre dem noget, men tankerne bliver ved med at dukke op og især om aftenen.
Under mine depressioner har jeg haft svært ved at styre dem og har i disse perioder undgået nærkontakt og situationer som kunne udløse tankerne.
Et eksempel er at jeg ikke kan lide at bruge knive i nærheden af andre mennesker da jeg er bange for at tankerne tager overhånd..
Udover det har jeg været angst for at være sammen med mennesker jeg ikke kender og kan da også begynde at ryste selv når jeg snakker med familie og venner.
Når jeg har været i behandling for depression har tankerne om at gøre andre ondt næsten været helt væk, men efter jeg er stoppet er de dukket op igen.

[Dilbert]

Ja, du lider (med 99,99% sikkerhed) af OCD og af tanker, som jeg kender alt for godt. Udfra din beskrivelse lyder det dog som en relativt let OCD.
Du skriver
Jeg har ikke rutiner jeg udfører i forbindelse med tankerne,
og
Et eksempel er at jeg ikke kan lide at bruge knive i nærheden af andre mennesker da jeg er bange for at tankerne tager overhånd..

Er du sikker på at du blot undgår knive for at undgå tankerne? - eller er det fordi, at du føler en fare? Under alle omstændigheder er det et problem, som du bør tage fat på, for det er en handling, der i et OCD-ramt hoved, virker bekræftende på fejlslutningen at tankerne skulle være farlige. Du skal lære at forstå, at den slags tanker er fuldstændig ligegyldige - og at de ikke ændrer det mindste i den virkelige verden. Dermed bør du netop stå og øve med knive - og forklar samtidig dig selv, at tankerne er ligegyldige og ufarlig (og samtidig erfare det)

Du kan evt. prøve at læse lidt mere her på forumet - og bogen 'Tvangstanker' af Leif Ottesen kunne være god læsning (selvom alle behandlere ikke er enige i hans hårde (ufrivillige) eksponering). Dog er den desværre svær at opdrive.

[xanjax]

Før da jeg havde depression undgik jeg bestemte situationer, undgik reb, knive, snore. Mit hjerte bankede for vildt hvis jeg var i nærheden af de ting og kunne ikke være i rum med det uden at få det rigtig dårligt. Sad og rokkede frem og tilbage.
Men idag er det kun knive og mine hænder jeg er bange for.. altså det med hænderne er når jeg får billeder af at jeg gør mine nærmeste noget. Så kan jeg godt finde på at gemme mine hænder omme på ryggen.
Nu jeg lige husker det, så da jeg var 13-14 år tog jeg min temperatur flere gange dagligt og kan stadig nogle gange tro jeg fejler en masse jeg hører rundt omkring.

Det er dejligt at vide at man ikke er alene om det, at man ikke er mærkelig. Dengang jeg fik behandling for depressionen fortalte jeg dem det med de tanker, men fik aldrig af vide hvorfor og hvad det var for noget. Så har følt mig mærkelig og "farlig" lige indtil jeg fandt det her sted.

Tak for dit svar :)

[Miss-jamig]

Hej xanjax.

Jeg er en pige på 21 år, som fejler præcis det samme som dig. Det er faktisk første gang, at jeg hører om en, der har det på præcis samme måde som mig. Har hørt om folk med samme tanker, men så har de haft ritualer også, og det har jeg ikke noget af. Mit problem har været tankerne kun. Mine tanker startede som 14 årig, og fordi jeg var så bange for at fortælle det til nogen, gik jeg med det helt alene i 4 år, før jeg gik helt ned med en kæmpe depression. Jeg var helt ude af mig selv, og følte ikke jeg kunne styre noget mere. Gik med en konstant angst for at gøre skade på andre eller mig selv. Kunne vågne om natten og bare klapre tænder af angst, fordi jeg var bange for at jeg havde gjort skade på min familie mens jeg sov. Vidste jo inderst inde godt, at det havde jeg ikke, da jeg ALDRIG kunne finde på det. Er en pige, der aldrig har gjort en fugl fortræd - og kommer heller aldrig til det.
Som 18 årig lå jeg en dag og så tv, da jeg så en reklame om OCD - pludselig gik der et lys op for mig. Det var en sygdom og ikke bare mig der var ved at blive sindssyg. Der faldt virkelig en sten fra mit hjerte, for så ville jeg jo kunne blive hjulpet. Der gik dog nogle måneder før jeg fik fortalt min familie om det, da jeg var ualmindelig bange for deres reaktion - tænk hvis de troede jeg var sindssyg, og de troede jeg godt kunne finde på at gøre nogle noget slemt - tænk hvis de ikke ville være sammen med mig mere, fordi de blev bange for mig. Alle sådan nogle tanker gik jeg med. Men som sagt røg jeg ned med en kæmpe despression og fik fortalt min far det en dag, jeg slet ikke kunne andet end at tude.
Jeg kom hurtigt til lægen og blev sendt til en psykiater, som medicinerede mig og havde mange samtaler.

Langsomt med sikkert, er jeg i bedring den dag i dag efter 3 år med alverdens form for antidepressiv medicin. Mine tanker er så godt som forsvundet, nu har jeg måske en tanke max én gang om ugen/hver fjortene dag, hvor imod jeg for 3 år siden havde tanker HELE døgnet rundt, HVER dag! Troede aldrig jeg skulle kommer af med tankerne, men det er endelig ved at lykkes. Men men men, jeg er dog ikke helt rask - nu døjer jeg med eftervirkningerne af OCD'en - depression.. :( Er så træt og har svært ved at få en normal hverdag til at fungerer, men hvis jeg skal være ærlig, så hellere det end at gå rundt med de frygtelige tanker og den konstante angst for ikke at kunne kontrollerer sig selv og gøre tankerne til virkelighed.

Men en ting der hjalp mig - HUSK på:

Man bestemmer ikke selv hvad man tænker, det er hjernen selv der styrer det - Og INGEN OCD-patienter har nogensinde gjort tankerne til virkelighed! Du er ikke sindssyg - tværtimod, din hjerne kan godt styre dig, det er sygdommen der tænker tankerne og ikke dig, du tænker at det er forkert - og dermed er du ikke sindssyg. Lidt svært at forklare, men håber du forstår? :)

Mange tanker

[xanjax]

Det er "rart", forstå mig ret, at der er andre som har været igennem det samme, det fjerner en tung byrde.... kan godt hører vi har været igennem meget af det samme. Jeg fik heller ikke fortalt mine forældre om de tanker før der var gået 4 år deromkring. Gik rundt med det alene og udviklede depression som jeg heller ikke viste over for mine forældre. Det var først da jeg fik depression jeg bare ikke orkede at skulle igennem det hele igen.

Det jeg manglede fra OUH i odense var et navn på de tanker. Vi snakkede om dem mig og min psykolog, men der fik jeg bare af vide at det er min krops måde at reagere på stressede situationer. det er sådan set også tildels rigtigt, men så tænker man bare.. de kommer jo også nogle gange når jeg slapper af. Er jeg bare ved at blive sindssyg eller hva sker der?! Men nu går det heldigvis meget bedre, de kommer en gang imellem især hvis der er skænderier og så noget, som jeg altid har taklet rigtig dårligt. Lyder måske dumt, men hver gang de melder sig siger jeg nej til dem