Af Jens Malling
Nina Olsen led af tvangstanker så langt tilbage hun kan huske. Først som sekstenårig finder hun ved et tilfælde ud af, at hun har sygdommen OCD.

 Undervisningen i psykologi på gymnasiet blev et afgørende vendepunkt for 22-årige Nina Olsen. Igennem hele sit liv havde hun lidt af nogle mystiske tvangstanker, som hun gjorde alt for at skjule for omverdenen.
"Lige dér, midt i timen gik det op for mig, hvad der var galt med mig", siger Nina, knipser med fingrene og lader den tørre, gennemtrængende lyd komme ud i lokalet.

"Pludselig kunne jeg se, at der rent faktisk er andre, som har det på samme måde. I det øjeblik fandt jeg ud af, at det var en sygdom. Før havde jeg troede, at jeg var helt alene med det. Det var skræmmende, men det var edderbankeme også lettende."

Dagens tekst i den time handlede om OCD, Obsessive Compulsive Disorder, en sygdom hvor den ramte lider af irrationelle forestillinger om at kunne komme til at skade sig selv eller sine nærmeste, hvis ikke den syge gennemgår bestemte ritualer.
For Nina var tallet fire helligt. Det betød, at hvis hendes forældre skulle af sted, blev hun nødt til at spørge dem fire gange, om de nu var sikre på at de kom hjem igen.
"Kom de bare lidt for sent hjem, var fanden løs", husker hun. "Så måtte jeg for eksempel vaske hænder en masse gange, fordi jeg måske havde noget smitte på hænderne, som jeg kunne have givet videre til dem. Og det så var derfor, at de ikke kom hjem."

Nina måtte stå en time tidligere op for at nå alle sin ritualer: Sengen blev redt fire gange, tænderne børstet fire gange, håret skulle redes fire gange og så videre. Det samme gentog sig når det blev sengetid.
Da Nina var omkring ti år, gik det langsomt op for hende, at det nok ikke var alt, der var, som det skulle. Men samtidig satte hun alt ind på at ingen måtte finde ud af noget. Ikke en gang hendes forældre måtte vide, hvad der skete. Nina havde ingen problemer med at holde sine specielle tilbøjeligheder skjult:

"Der var tusind ritualer, jeg kunne lave, uden at nogen fandt ud af det. Hvis jeg var sammen med andre, kunne jeg tælle vinduer. Der var fire vinduer, okay, så kunne jeg slappe af i et stykke tid. Det var nemt at gøre uden at nogen lagde mærke til."

Nina synes det var flovt, at hun havde det som hun havde. Hun ville bestemt ikke tale med nogen om det. Men efter den skelsættende psykologitime, vidste hun, at der ikke var nogen vej uden om. Hun kontaktede sin læge, der sørgede for at hun kom i behandling.
"Det var en kæmpe befrielse", siger Nina, og tænker tilbage på, hvor overrasket og lettet hun blev, da psykologen svarede nej på hendes spørgsmål:
"Jamen, synes du ikke jeg er underlig!?"

Mange af Ninas bekendte havde til gengæld svært ved at forholde sig til hvad OCD er, og at hun led af det. Nogle valgte simpelthen bare at ignorere det:
"Med mindre man kender til det, virker det dybt underligt. Det kan jeg sagtens se. Så det er egentlig svært at bebrejde folk, hvis de ikke ved hvad de skal sige, eller hvordan de skal reagere, når de bliver konfronteret med et tilfælde som mig", siger hun. I dag vil Nina helst betegne sig selv som rask, men af og til kan sygdommen stadig stikke sit hoved frem:
"Der er mange der har en ting med kaffekanden for eksempel. Huskede jeg nu at slukke den? Hvor jeg så bare tager den nogle skridt videre; jeg glemte at slukke for kaffekanden, altså er jeg skyld i at hele blokken brænder ned til grunden og alle beboerne dør".
Der gælder det om at stoppe tanken, inden den løber løbsk. Det har Nina lært i den terapi, hun har været.

Artiklen er skrevet af journaliststuderende Jens Malling som led i hans uddannelse på Den Danske Journalisthøjskole. I forbindelse med opgaven interviewede han Nina Olsen. Sommer 2005

• < Forrige
• Næste >